Og den musik

Der sad en pæn thailandsk dame i bussen, skråt over for mig. Og hun havde glemt at slå højttalerne på sin telefon fra. Så dér sad hun og lyttede til thailandske popsange som strømmede lystigt ud i hele bussen, gennem Reykjaviks snevejr, i troen om at kun hun kunne høre det gennem høretelefonerne.

Lapland

For nu snart fire uger siden, var jeg på en rejse til Lapland. Det hele skete så hurtigt, i begyndelsen af januar havde det slået mig, at det måske kunne blive muligt at tage af sted; jeg havde vidst siden efteråret at muligheden lå der, et eller andet langt ude i periferien af det mulige. Men så oprand dagen. En blæsende eftermiddag sad jeg i bussen ud mod Keflavík på starten af en helt eventyrlig vinterrejse som skulle vise sig at blive så kold, så kold.

Først stop var Danmark. Sove. Morgenmad i køkkenet hos far klokken halv seks en mørk januarmorgen. København lufthavn igen. Nogle timer senere befandt jeg mig i Stockholms lufthavn i høj hast, løbende gennem terminalerne for at nå flyet til Luleå. Jeg fulgte bare med flokken. Luleå lød så eksotisk. Lu-le-å. 

Verden var hvid under skyerne, og da vi landede i Luleå, forlod vi på den bedste vis flyet ad trappen, som førte ned på landingsbanen. Kulden slog i ansigtet, men de lokale sagde, at de godt –10° ikke var noget at snakke om. Men vinter var det. Jeg havde stadigvæk kun mine tyndere fleecehandsker på; jeg tænkte, at jeg måtte gemme de varmere skihandsker, til vi ankom til Lapland dagen efter.

Vi udforskede vinteren.

Dagen efter holdt bussen og ventede foran højskolen, vi havde overnattet på i byen tæt på Luleå. Vi passerede en kommunegrænse, velkommen til Lapland. Landskabet var overvældende. Time efter time gennem enorme vidder med snehvide graner og isblå himmel. Vores mål var Jokkmokk. Eller på lulesamisk, det lokale samiske sprog, Jåhkåmåhkke.

Vi passerede Polarcirklen i fyrre graders kulde
og skålede i Gammel Dansk

Så kom vi endelig til Jåhkåmåhkke. Det blev en kold uge. Da det var koldest havde vi –40 °C. Det var ekstremt. Men alligevel traskede folk rundt på det udendørs marked, hvor man kunne stille sulten med bl.a. rensdyr-kebab. Jokkmokk lå begravet under kulden. Sneen var så let, at hver enkelt snekrystal lagde sig oven på de andre uden så let, så let. Solen skinnede ned gennem svævende iskrystaller.

Jokkmokks kirke ligger belyst hen i skumringen.
En bedøvende kulde sænker sig.

Selvportræt: Sådan ser man ud i Jokkmokks ekstreme kulde
efter nogle øjeblikke udendørs. Åndedrættet må nedsættes for
ikke at producere alt for megen kondens. Det sætter sig
i øjenbrynene som straks fryser sammen.

Ved åbningsceremonien til det årlige samiske marked stod vi som frysende pingviner på Sydpolen, mens der blev jojket på tradionel samisk vis. Det susede ned gennem kroppen på mig, en blanding af den strenge frost og en ustyrlig overvældelse over hele denne arktiske oplevelse og stemning så hårene rejste sig.

Om fredagen havde vi fået billetter til Samedans på Folkets Hus i Jokkmokk, som er en fest for samerne, som besøger byen i anledning af markedet. Vi iler gennem de fyrre kuldegrader i pæne sko og forsøger forgæves at holde varmen. Det ryger op fra samtlige huse i byen, de holder sig varme. Bilernes køren forbi hvirvler den løse sne op fra vejen, så der hænger en sky af hvidt, længe efter de har passeret.

På vej til fest i Folkets Hus. Alt var dybfrosset.

I Folkets Hus sluser dørvagten festgæsterne ind og ud. En eksplosion af damp vælter ud, hver gang døren åbnes. Det er som at gå ind i en gryde. Indenfor er der 65 grader varmere. Der er is på indersiden af døren. Dørvagten åbner igen. Alt dugger til, der suser en iståge ind langs gulvet, inden hun atter smækker døren i.

Vi er i klart undertal udseendemæssigt. Alle samerne har deres fine tradionelle dragter på. På én gang kan jeg ikke lade være med at smile, men samtidigt føle mig så meget udenfor. Det bliver en særlig og meget overvældende oplevelse. 

Nogle timer og mange øller senere, står vi på trapperne foran Huset og hopper og danser for at holde varmen. Først er der tale om efterfest. En fyr jeg ikke snakker med før nu, mener bestemt, at vi skal følge med ham. Han er næsten sikker på, hvor efterfesten er. Vi tjekker flere gule træhuse. Der er ingen efterfest. Kulden bliver fuldstændigt uudholdelig. Det ender med, at jeg løber alene hjem til min varme sovepose. Jeg passer på ikke at falde, jeg ved, at hvis jeg falder og slår mig på det glatte fortov, så er der ingen mennesker ude, og at jeg ikke vil klare mig ret længe i den bistre kulde.

Morgen i Luleå lufthavn. Vi var på vej hjem.
Solen skinner orange gennem millioner fra iskrystaller.

Samskipti á kóræfingu

Dæmi um þegar maður reynir að stjórna aðeins of miklu og hugsar aðeins of lítið:


– Ekki hafa nótur, þú kannt þetta nú alveg utan að, hehe ...
– Ég kann þetta alveg, er bara að skila þessu blaði! Dííí!

Forunderlige verden

Gang på gang forundres jeg over hvordan verden fungerer. Hvordan himlen kan være så blå, så blå dér, ovre bag fjeldene. Hvordan folk føler sig akavede i elevatoren. Hvordan det altid stormer så meget her. Hvordan mennesker kan omgås på så mange forskellige måder.

Forleden var jeg så uheldig at glemme mine handsker i bussen. De var bare så gode og passede helt perfekt uden at være for klumsede. Så jeg ringede til Strætó, Reykjaviks busselskab, og spurgte hvor hittegodskontoret lå; jeg skulle henvende mig nede på billetkontoret på Hlemmur, hvor alle glemte sager bliver afleveret.


Så der tog jeg ned i dag. Det kúnne da være, de var der.


Jeg henvender mig ovre på billetkontoret, og siger, jeg glemte mine handsker i bussen forleden. Damen i glasburet siger straks, at hun ikke kan hjælpe. Jeg siger, jeg ikke forstår det, da jeg helt bestemt havde fået at vide, at hittegods kunne afhentes her. 


Damen henter den sorte kurv som er fyldt med handsker, huer og halstørklæder. Hun lader hånden glide gennem det øverste lag tøj.
– De er der ikke, konstaterer hun.
– Jamen, du vidste jo ikke hvilke slags handsker du skulle lede efter, siger jeg forundret.
– De er der ikke!


Damen fejer mig af og betjener mændene, der var kommet til at stå i kø bag mig imens. Hun fortæller dem i hvilken retning linje 19 kører. En af mændene forsikrer mig om at damen vrøvler, og at det da er min ret at få lov til at se om min ejendel ligger i den kurv.


Jeg går tilbage og taler til damen gennem den lille runde luge i glasburet. Hun sidder i sikkerhed derinde.
– Vil du ikke gerne lede i hele kurven? Du kiggede jo kun det øverste lag igennem, spørger jeg hende.
– Du må snakke med vagten her senere, det er ikke mit job at give folk deres hittegods, vrisser hun.
– Jamen må jeg så ikke lige selv kigge kurven igennem, for det ville være rigtig rart at vide om mine handsker faktisk lígger i kurven.
– Nej, nu er jeg færdig med at tale med dig! Damen har hævet stemmen, og er tilsyneladende meget gal over. Jeg træder lidt tættere på kighullet i buret og taler bestemt til damen. Jeg tænker over hvor åndssvagt det er at hun sidder derinde bag glasset med den kurv fyldt med tøj, hvor mine handsker muligvis var. Jeg prøver igen:
– Kære ven, vil du ikke godt være sød at vise mig den kurv, så jeg kan se om mine handsker ligger der?, siger jeg med en temmelig irriteret stemme.

Damen tager kurven,

hun KYLER kurven i gulvet

så tøjet flyver ud over hele disken

Imens det har stået på, har jeg nået at spærre mine øjne op på vid gab, jeg er helt paf.

Jeg indser, at det er svært at tæmme løven i buret, så jeg forlader busstationen. Mit blod koger. Jeg må have set farlig ud for samtlige forbipasserende.

Derhjemme ringer jeg nummeret om, som jeg havde fået som alternativ. Måske de kunne hjælpe mig dér. Det er den samme dame der svarer. Jeg ændrer plan, og skifter fra islandsk til engelsk, men til min store forbløffelse taler løven udmærket engelsk. Jeg leger turist, og siger, at jeg desværre har glemt mine handsker i bussen forleden. Men løver er snu:

– Jeg taler ikke engelsk med dig, brøler den ind i røret.

Røret bliver lagt på bordet, og der bliver snakket med en kunde i baggrunden. Kunden har glemt nogle vanter forleden, men kommer ikke rigtig nogen vegne.

Der bliver brølet ind i røret igen, siden smækket på. Dut-dut-dut.

Snestorm og etiopisk mad

Den sidste uge er forholdsvis foregået foran skærmen, hvor jeg har skrevet afslutningsopgaver til universitetet. Imens har det været så smukt vejr udenfor: forholdsvis hård frost, solskin som har fået alle istapperne til at funkle og et smukt, snedækket Akrafjall som har prydet udsigten fra sofaen i stuen. Man var begyndt at længes ud af hovedstaden, flygte lidt fra eksamenslæsningen. Nogle gange har det føltes som én lang morgenstund; jeg har siddet og skrevet til langt ud på natten. Når jeg derfor er vågnet temmelig sent, har solen allerede været på vej ned igen. Så er jeg ilet ned til vandet eller op til kirkepladsen på toppen af bakken og indhaleret dagens sidste gyldne solstrålet med øjnene. Den lave vintersol skaber et ubeskriveligt smukt, orange landskab, og det perfekt vulkanformede Keilir rejser sig ude i horisonten.

Vi havde bestemt os for at køre en tur, for at slippe en smule væk og bare for at se noget andet end lige vejen hjemmefra og ned til supermarkedet, så vi havde sat vækkeurene tidligt og bestemte os for at have en etiopisk restaurant i Flúðir som dagens mål, og ellers bare udforske forskellige områder på vejen og rundt på Reykjanes-halvøen.
Det er stadig tusmørkt, da vi forlader Hafnarfjörður, og drejer ned mod Krýsuvík. Det fyger ind over vejen, fjeldene som plejer at rejse sig for enden af den snorlige vej var gemt væk i det hvide. Vi krydser over fjeldet, og fortsætter ind mod Kleifarvatn, hvor vi bliver nødt til at stoppe og vende om, da vejen pludselig er dækket med et alt for tykt lag sne. 


Vi ændrer plan, og kører til Grindavík i stedet. Vi stopper ved den Blå Lagune, for at se det blå vand i dette snevejr. Det er næsten ikke til at komme ind på parkeringspladsen, da de først nu er begyndt at rydde for sne.

Efter den Blå Lagune bliver vejret endnu værre, og da vi krydser ned over fjeldet, hvor man plejer at kunne se Grindavík og Atlanterhavet i baggrunden, bliver alt så hvidt, så man kun kan se få meter frem. Pludselig dukker en bil ud af det hvide, den er gledet af vejen. Lidt længere henne ligger en firhjulstrækker på hovedet, nogle meter uden for vejen, forlygterne er stadig tændte, men tilsyneladende hverken chauffør eller passagerer i den. Det fyger ind over den lille by som om husene er tændstiksæsker. Det stakkels juletræ prøver at holde ud, som det står og svajer voldsomt i blæsten. Vi holder ind på tanken og spørger om de ved noget om vejrudsigten, men de har ikke netforbindelse. 

Der er kun en vej ud af Grindavík, og det er den samme som vej kom fra. Vi overvejer hvordan resten af dagen skal forløbe, da vejrudsigten forudsiger endnu kraftigere blæst i løbet af dagen.
Vi bestemmer os for i hvert fald at køre op til tankstationen i udkanten af Reykjavík og spørge om føret på bjergpasset over Hellisheiði. Damen siger, at det er pletvist glat med en del snefygning. Ganske rigtigt fyger det tværs ind over vejen, og man kan ikke se langt frem.

Vi kører i et roligt tempo på de temmeligt glatte veje, og når da det er næsten mørkt igen Flúðir. Det blæser stadigt kraftigt, og sneen trumler henover alt og alle helt hæmningsløst.


Restauranten er pyntet med alskens etiopiske ting, og den smilende dame tager imod os. Både hende og hendes mand er overraskede over, at vi virkelig er kommet helt ud til dem i det her vejr, og vi har flere gange undervejs været i telefonisk kontakt med dem; han har spurgt til hvordan vejret var.
Maden spises med fingrene ved at man river et stykke af et særpræget hullet fladbrød som er svampet i konsistensen. Vi har også bestilt traditionelt brygget kaffe. Værtinden sætter sig hen i hjørnet af restauranten og fyrer op under en lille pande, hvor en masse små bærlignende ting ligger. Det er tørrede kaffebønner. Hun rister dem, det ryger i hele restauranten, og der spreder sig en brændt, aromatisk lugt. Han åbner døren for at lufte ud, det hvirvler ind med sne. Så kommer hun hen til bordet med den rygende pande og lader og alle lugte til de nu sorte små bær. Det lugter kraftigt.
Lidt senere er bærrene blevet brygget traditionel etiopisk kaffe, det smager herligt. Der serveres popkorn til. Mærkeligt, tænker man, men det er åbenbart også traditionelt.

Vi forlader Flúðir, og sætter kursen hjem mod Reykjavík. Vejret ser ud til at være blevet bedre, men på den anden side af Hveragerði åbner himlen sig igen, og det både sner og fyger. Hjemturen over bjergpasset er et mareridt. Det er mørkt, det fyger i adskillige meters højde tværs ind over vejen, og i de værste vindstød ser man ikke mere end en meter fremad. Bilen sidder fast i en snedrive, vi må ud og skubbe. Det går så nedad med tredive kilometer i timen. 
I Reykjavík blæser det, men det fyger ikke. Man kan på ingen måde tro, at det ville være et sådant vejr oppe på fjeldet.


Ude ved fyrtårnet lyser fuldmånen fjeldene og det oprørte hav op i et sølvfarvet lys, og fyrtårnet blinker ensomt ud i den tudende storm.

November

Det er november. Dagene er blevet kortere, især morgnerne. Men kulden har holdt sig væk. Der er elleve graders varme udenfor i dag.

Vinden er til gengæld ikke blevet væk. Det susede og høl her til formiddag gennem byen, mens jeg ventede på morgenbussen til skolen. Ved middagstide blev det pludselig helt dunkelt igen udenfor, som om solen allerede var ved at gå ned igen, men snart brød solen frem og skinnede kraftfuldt ind under det lave skydække. Reykjavíks hvide kom til at ligge badet i sollys på en næsten sort baggrund. Skyerne susede over himlen i den kraftige blæst, og det lignede et ragnarok, så dramatisk så det ud.

Jeg løber hen over parkeringspladsen, ind foran Hovedbygningen, og bliver kastet rundt om hjørnet, før jeg når svingdøren. Alle som er i færd med at bevæge sig rundt med døren, bruger de få sekunder, det tager, på at sætte håret nogenlunde, efter at være kommet ind fra blæsten. 

De bruger bilen som overfrakke

„Islændingene bruger deres bil som overfrakke“ 

Min kollegas kollega havde snakket om islændingenes forhold til biler, og ramt plet med denne sammenligning.

Det drejer sig islændinges anderledes brug af biler end de fleste danskere bruger den. Der hvor jeg kommer fra tager man bilen fra ét sted til et andet, på Island tager man en runde uden noget egentligt mål. På Island er man enten studerende, udlænding eller for fattig, hvis man bruger Reykjavíks bussystem, Strætó. 

Strætó er i øvrigt også noget hø. For nyligt satte de prisen op for en enkeltbillet. De fleste som betaler med rede penge giver langt fra det beløb, når de smider mønterne i plastikboksen oppe ved førersædet, før de, uden at have øjenkontakt med chaufføren, forsvinder ned bag i bussen. Eller også kommer de med en eller anden undskyldning, det har jeg hørt mange gange, men kommer alligevel med på den ønskede køretur. Ret uretfærdigt egentlig, når de også har sat prisen op på sæsonkort.

Og så er det hæsblæsende hedt i de islandske biler. Varmeknappen er skruet om på allermest rødt og bliver dér. Hvis det et øjeblik bliver for varmt, så kan man åbne vinduet og lufte ud. Men en overfrakke skal jo være varm. For her kommer den ind i billedet.

Når jeg syntes overfrakkeeksemplet ramte så plet, var det fordi at det faktisk er sådan. Bilen fungerer som en overfrakke som man har på når man skal fra sted til sted. Man har den altid på. Tager man derfor rundt på parkeringspladser rundtom i Reykjavík om vinteren, er folk ligeså lidt påklædte som de er om sommeren, for deres overfrakke bliver de nødt til at parkere uden for deres destination.

Sagt med andre ord, tager man altså ikke overtøj på hvis man f.eks. skal i biografen, selv på den mest stormende vinteraften. Man løber ud til bilen som man er, og skruer op for varmen på fuld blæs, og ved destinationen parkerer man og spæner ind for ikke at fryse. Der er som at tage den varme stue med ud at køre.

Oktobermorgen

Vækkeuret ringer med en glad tone. Vejret rusker i vinduerne. Klokken er otte. Det hyler i hele huset. Det er stadig halvmørkt over byen på denne lørdag, mennesketomme morgen. Jeg står ud af sengen og går hen til vinduet, hvor jeg laver en sprække i persiennerne med mine tommel- og pegefinger. Rønnebærets trætop uden foran svajer voldsomt og kaster små orange bær rundt i baggården. 

Inde fra køkkenet kan jeg se ned til havet,  mens jeg sidder og spiser mysli. Der er hvide bølgetoppe på hele bugten, og det underste af Akrafjall på den anden side står uklart i gennem disen fra skumsprøjtene. Næste minut forsvinder fjeldet i stormen. 

Byen er mørkegrå her til morgen. Jeg står alene ved busstoppestedet som knager i stormen, og blade, plastikkrus og en pizzabakke passerer mig i høj fart. 

Da jeg står af bussen ved teatret slår jeg genvej over Arnarhóll, bakken, hvor der er udsigt over havnen, for at komme hurtigst muligt ned i operahuset med havet. Da jeg krydser pladsen med statuen og bænkene på toppen, blæser det yderligere op. På det sidste stykke over pladsen foran operahuset går jeg som et par andre skikkelser femogfyrre grader foroverbøjet, og er alligevel ved at blive blæst omkuld.

Det ser vældigt dramatisk ud inde fra varmen af. Sejlene på bådene i havnen er flossede, vandet slår ind over molerne.

Vejen fra Saugatuck til Holland, Michigan

Dér mellem de tusindvis af træer stikker alverdens farver op i form af tankstationers og fastfoodrestauranters neonlys. Træerne er blevet reduceret til sorte omrids mod den kraftigt orange himmel, her mellem dag og nat. Vi har lagt Saugatuck ved den enorme Lake Michigans bred bag os, og farer på motorvejen gennem denne endeløse skov, som er blevet sort. Neonlysene lyser rødt, grønt, blåt og lyserødt og danner en retroagtig fremtidshave her i træerne. Mellem træerne bor der mennesker i tusindvis af huse, på brede gader, med store biler, langs telefonpæle med rodede ledninger, blandt en overflod af valgmuligheder i en lang række restaurationskæder og megasupermarkeder, som ligger spredt udover kæmpelysninger i træerne. Her synger cikaderne og lyser ildfluerne i den fugtige nordamerikanske sommeraften. Det er svært at forestille sig den hårde vinter her: meterdyb sne, blæst og temperaturer på negative fahrenheitgrader. Så forsvinder bladene på den tætte løvskov med de lysende paddehatte, som pludselig står helt blottede blandt et skelet af nøgne grene. Hvilken farvepragt i den klirrende kolde nat.

Og så lige et par brokhistorier:

Når man er til skriftlig eksamen på Island møder man ikke omkring 20 minutter før som man gør i Danmark. I Danmark møder man i god tid før, så man har tid til at komme på plads og udfylde navn og andre praktiske ting, inden eksamensdamen siger, at man må åbne eksamenssættet. På Island stimler folk sammen ude foran døren til eksaminationslokalet, indtil eksamensdamen endelig viser sig to minutter inden eksamen officielt begynder. Så står hun dér i to minutter, og i det sekund eksamen begynder, fjerner hun armene fra dørkarmen, folk raser ind i lokalet. Eksamensdamen prøver at overdøve menneskemængden for at sige, at man skal aflevere sine mobiltelefoner oppe på hendes lille bord, hvor der allerede står to tomme papkaffekrus (hvad har hun dog lavet helt alene inde i det lokale mens folk har stået udenfor), at man skal lægge jakker og tasker ovre i hjørnet og at man skal lægge studiekort klar på VENSTRE hjørne af bordet (så hun lige kan gå ned gennem gangen og nuppe dem lettest muligt). Ti minutter inde i eksamenstiden skriver jeg første bogstav på papiret. 

Hvis jeg nu skal perspektivere (som undervisere er SÅ glade for), så kan jeg ikke se sammenhængen mellem at alle skal have LIGE LANG TID til at besvare deres eksamensopgaver, som var begrundelsen for at de kun kunne give mig én times længere frist ved sidste hjemmeopgave da jeg udførligt spurgte om mere, og dette system. Folk vil aldrig kunne gå i gang på samme tid, og hvis man endvidere er hurtig til at få sat sig på plads, så render der stadig forvirrede mennesker rundt i lokalet med jakker, bøger, telefoner og penalhus for at gøre sig klar. Det er ret forstyrrende.

Desuden var eksamensdamen en pensionist (ikke overraskende), som jo er helt fint – de synes nok det er sjovt at have lidt magt for en formiddag – men hende hers stemme var så spinkel, at hun slet ikke kunne overdøve folk. :/

Hvordan i alverden kan et så udviklet land som Island have sådan en eksamenstradition? For mig mindede det alt for meget om den ulogiske Santorini-færge, hvor man ikke måtte bruge den indvendige trappe (mens folk blev sat ned), men man godt måtte bruge den udvendige kun 15 meter væk – for så i øvrigt pludselig at kunne stå for neden af den selv samme „forbudte trappe“ 20 sek. efter.

----

Og så den sidste. Jeg skulle have printet noget fra det sted på universitetet hvor man kan få printet ting, såsom opgaver og lign. Jeg skulle have det printet på noget bestemt papir (til den nye lejekontrakt), så jeg havde købt noget bestemt autoriseret papir i boghandlen. De sagde i telefonen, at jeg bare skulle komme ned på kontoret, så kunne de printe det.

Så går jeg ned på kontoret som ligger i en lille bygning 500 m fra universitetet (og bliver pladdervåd i stormvejret – hvilket selvfølgelig ikke er nogens skyld, men læg det bare til historien). Jeg venter i 10 min., fordi der er travlt. Så bliver jeg ekspederet. Manden trækker på øjenbrynene, da jeg siger, hvad mit ærinde er; „DET kan man ikke – vi udskriver KUN på vores EGET papir“. Jeg forklarer ham, at jeg havde fået at vide i tlf., at jeg bare skulle komme, men han siger at det var en vikar som svarede telefonopkaldet. Så spørger jeg hvorfor søren man ikke kan bruge mit endda autoriserede papir, hvortil han svarer at „sådan ER det bare. Det gør vi ikke“. I øvrigt irriterede det mig, at han brugte „vi“ i „Det gør VI ikke“ – så taler han nok på hele firmaets vegne.

Jeg fik aldrig nogen begrundelse. 

Så nu får de en sur mail fra mig som de måske aldrig læser. I Island kan „man“ have så travlt, at mails på magisk vis pludselig forsvinder fra ens indbakke uden man så dem. I hvert fald er det det indtryk jeg har fået mange gange. Hovsa, min mail forsvandt.

Og eksamenskontoret får også en mail snart. Og humanistisk fakultet får også snart en mail om det ubrugelige tværfaglige indgangskursus som de tvang mig til at tage på mit sidste semester af bacheloruddannelsen. 

Og så sidder jeg tilbage og føler, at det bare er mig som er et brokhoved. Jeg ved godt at især jeg er modtagelig for ulogiske ting, og ting jeg ikke kan få begrundelser på, men lige nu synes jeg at alle andre bare siger „nå okay“, og SÅ FINDER DE SIG BARE I GALSKABEN?

Jeg bliver alt for overrasket i hvert eneste tilfælde det sporadisk sker, at jeg forlader et kontor på Islands Universitet med en følelse af, at jeg har fået god service, damen (og jeg mener DAMEN – for det første tackler mænd det helt anderledes, og for det andet er de en by i Rusland på de fleste kontorer) faktisk lyttede til hvad jeg havde at sige og var hjælpsom.

UHA!

I øvrigt er det i løbet af dagen stormet af, vinden har lagt sig, solen er kommet frem, og på Islands Radios hjemmeside står der, at de lover godt vejr og temperaturer over 10 grader i næste uge.

Hurra for brok.

-Marc

Om det fængslende vejr

Når det er sådan noget vejr som det er udenfor lige nu, så er jeg mindst effektiv. I stedet for at lave mit powerpointshow bliver jeg nødt til konstant at smutte hen til vinduet, ud på altanen og ud i opgangen for at se den anden vej, for at se ud på vejret. Endnu en gang (igen igen) buer den store rude mod syd faretruende ind og ud i stormvindene udenfor. Så kraftigt at man jeg mærker trykbølgerne i ansigtet, på trommehinderne og i hele kroppen. Indtil for et par timer siden var vejret ellers roligt. Det var lige på frysepunktet, og der var ingen vind – det føltes jo næsten helt varmt. Sneen som faldt sent i eftermiddags var anderledes end den ellers har været. Store tunge snefnug som endda faldt næsten lodret ned. Det har ikke sets længe. Det virkede helt kontinentalt, sådan en jævn, halvkedelig grå himmel og halvvåd tung sne. Det virkede helt som om foråret var på vej, som om det var afslutningen på den lange periode med den vandret faldende sne. Hele stemningen var anderledes da jeg sad i bussen på vej hjem nede fra centrum i dag.

Men ak, nu står fygningen ind over alt igen. For hver gang det sker synes det mig voldsommere og voldsommere. Efter mørkets frembrud på dette jævndøgn, og især i de sidste par timer, har vejret åbnet for sluserne med sne og blæst og skruet godt ned under nul grader igen. De smeltende snedriver på altanen er atter hårde som sten, lige som de var ved at smelte væk. 

Da jeg igen igen igen bliver tvunget hen til vinduet for at se hvad der egentlig er gang i udenfor har fygningen nået nye højder. Mod syd kan jeg se det næste vindfelt nærme sig da sneen fra tunene nede ved kysten løftes op, bliver kastet ud over hovedvejen og videre ind over parcelhuskvarteret på den anden side af vejen. Pludselig er alle husene ikke større end småsten på en grussti som snefygningen farer direkte hen over. 

Jeg går ud i opgangen og ud på den anden side af huset. Nede over halvøen er det samme ved at udspille sig. Hen over halvøen står i ti meters højde fygende sne som slører husene sammen med det orange gadelys. Ovenover er den sorte himmel. Det ser overnaturligt ud her fra niende sal.

Él, byljir, hryðjur og hríð – og når hundelufteren på gaden tager skibriller på

Alle er de ord for en eller anden form for snestorme med forskellige grader af styrke, varighed og beskaffenhed. Man kan for den sags skyld også pensle nuancerne endnu mere ud og sige både blindbylur, stórhríð, hríðarbylur, éljagangur, kafaldsbylur og så videre og så videre alt efter hvordan sigtbarheden og alt muligt andet forholder sig. Og så er der skafl, skafrenningur, mugga og hagl, slydda, slabb, krap, og bráð med de naturligt tilhørende slydduél og haglél samt mjöll, snær, fönn, det overvældende fannfergi og det i forhold til denne overflod nærmest kedelige snjór. Alt har det et eller andet med hvid nedbør at gøre, og en god portion af ordene har nok på et eller andet tidspunkt kunnet bruges i dag – eller for den sags skyld i de sidste mange dage.


Når man pludselig ikke kan se mellem husene i indre Reykjavík for bar fygning og kraftigt snefald, så er der en smule tryk på. Pludselig sner det uden for vinduet, og så sner det mere, og så vælter det ned. Vandret. Overvældende mængder sne tumler ned fra tagene, drøner hen over plænen foran hovedbygningen på universitetet og tumler op over bilerne. I indsnævringen ved kantinebygningen danner den uregelmæssige vind forrygende hvirvler som er mange meter høje. Omme omkring hjørnet tordner snemasserne ind mod muren, og idet kollisionen med muren finder sted bevæger sneen sig lige så uhindret hen som lodret op ad muren. 


I et andet øjeblik er solen kommet frem mellem snebygerne, og nu er luften omkring hele bygningen mættet med trilliarder af iskrystaller som glitrer umådeligt smukt.


I morgentimen har jeg lige tændt min bærbare og er ved at sætte mig til rette til timen, idet et par snefnug lander på tastaturet. "Neeej pff, lad dog være, nu er jeg simpelthen blevet alt for bidt af vejret udenfor", overbeviser jeg mig selv om og undlader at bryde ud i "hey, det sneede ned på min computer!".
To minutter senere sner der igen ned på min computer. INDENFOR? :/ Jeg kigger forvirret opad, og opdager lettet/overrasket at det simpelthen sner ind ad en ventilationsåbning, hvis lidt store åbning lader fygesneen fortsætte sin færd direkte indenfor her til morgen.


Da jeg tager bussen hjem begynder det at sne igen, inden bussen når tankstationen på Hringbraut. Sneen vælter ind over kørebanen, og det river i bussen. 
På torvet foran banken og apoteket iler sneen henover fliserne som pucken i et airhockeyspil. Oppe ad trappen går jeg ind i sne fra samtlige tænkelige retninger. Der farer sne gennem parkeringshuset fra gulv til loft og det suser på den der lyddæmpede, flakkende sne-måde. Jeg møver mig videre gennem infernoet og prøver at se hvor jeg sætter mine fødder.


Neden for det højeste hus kommer en hundelufter rundt om hjørnet. Han har skibriller på, og jeg tænker straks "nå ja, det er da selvfølgelig det eneste fornuftige i dag" og ærgrer mig et øjeblik over at jeg ikke selv fik den ide. Hans labrador sætter sig ned i samme øjeblik og ser ikke ud til at være videre påvirket af vejret.

Sydøstlandet

Klokken tyve minutter over fem i morges vækkede uvejret mig igen. Regnen hamrede ind på ruden som jeg ikke har hørt mage til det længe. Det endte op med en tur ud på toilettet, sådan er det så ofte når man vågner. Det er irriterende at skulle op på det kolde gulv og tænde lyset på badeværelset, så man er ved at blive blind! Flere gange har jeg klaret det i mørke, men nu bestemte jeg mig for at tænde lyset, for mig døsighed fik mig til at vælte en smule rundt. Sikke klodset man kan være. Vandet i toilettet skvulper op og ned: stormen hiver i hele bygningens vandforsyning, og det larmer konstant i ventilationen som om der var en der stod og støvsugede ind i den.


Senere på dagen er virvaret af regn forvandlet til hidsige snebyger. Da jeg går ned for at tage bussen fra universitetet til Subway på tankstationen ved ringvejen for at spise frokost, ryger jeg ud i en af dem. Minuttet før havde solen skinnet, men nu var det mørkt og føg, tilsyneladende fra alle retninger, med sne. Det fortsætter med skiftevis at sne voldsomt og være solskin, mens jeg nyder min sandwich og kigger på det fra vinduet. Himlen ser så ekstra blå ud når solen skinner mellem snebygerne. Bagefter skynder jeg mig hjem for at pakke færdig. Senere skal vi møde Andri og hans veninde Kathryn som er på besøg, og så skal vi køre hele vejen til Höfn på Sydøstlandet; der er 455 km derover via Sydlandets eneste vej over ødemarken ved foden af bjergmassivet under Vatnajökull. Google siger, at det tager 5 timer og 20 minutter at køre.


Vi forlader hovedstaden klokken lidt over fem og når Selfoss en times tid senere, sultne, så vi spiser pizza på en Hrói Höttur-restaurant. Vi er de eneste gæster. Jeg har altid syntes at Selfoss er lidt mærkelig og lidt kedelig. Vi når lige at kigge i Krónan for lidt godter til bilturen inden de lukker. I mellemtiden er det begyndt at sne. Det får ikke Selfoss til at se mere indbydende ud, men hvisker bare den sidste charme ud. Nu er der kun et koldt lag hvidt tilbage, belyst af orange gadelygter. Der ér bare ingen sjæl i Selfoss. 
Uden for Selfoss sner det endnu mere. Og det sner og sner og sner. Og det blæser. Vejen ændrer karakter fra næsten usynlig til usynlig under sneen, og det fyger på et tidspunkt så meget ind over vejen, så det er svært at se mellem vejsidestolperne. En blanding af sne og hagl trommer ned på den stakkels bil, og vi fire i bilen føler os små i forhold til den rasende verden udenfor. Pludselig ser vi lys i vejkanten, det er et skur herude i ingenting. Vi holder ind i ti minutter for at se om vejret bliver bedre. Det river og flår i bilen og bliver ikke rigtigt bedre, så vi snegler os igen af sted.
Da vi når Vík holder vi tissepause, dvs. bag en sten ude i snestormen. Man kan høre Atlanterhavet herfra. Sikken brusen. Vi skifter chauffør her, så jeg sætter mig ind bag rattet. Det er umådelig glat da vi forlader Vík. Hele vejen over lavamarken til Kirkjubæjarklaustur, men så er der ikke mere sne. De næste 200 km er der hverken sne eller by, men bar ødemark. Fuldmånen lyser landskabet op, det glitrer blegt i iskrystallerne overalt idet bilen farer gennem intetheden. Jeg skal passe på ikke at køre for stærkt på disse lige veje, mere for vor egen sikkerhed end andres, for der er ingen biler. Vi møder to biler på disse 200 km, vel at mærke på den eneste vej i området, og de begge er store mælkebiler. Den ene har så kraftige forlygter at man kan se dem en evighed før vi passerer hinanden. Et stykke tid ligner det bestemt en ufo. Jeg spørger de andre i bilen: "Prøv lige at se, hvad er det der henne over vejen, det ser da mærkeligt ud, gør det ikke??". Det må være ensomheden som spiller med en herude, for det er virkeligt ensomt. Her kører man på en enorm sandslette, og i horisonten rejser bjergene sig med is på toppen, det ligger der og lyser i måneskinnet. Det er svært at beskrive uden at undgå klichefyldte måneskinsbeskrivelser, men det er virkelig smukt og mystisk og svært at beskrive. Temperaturen svinger mellem to og otte frostgrader, sikke et stort land, sikke meget plads hvor der intet er. 


Køreturen kommer til at tage ni timer i stedet for fem. Pokkers snevejr, men vi er da en oplevelse rigere, og ankommer til Höfn klokken to om natten. Her er bidende koldt, himlen er klar og det blæser tørt og bedøvende ned mellem byens huse. Vi kan ikke få fat i manden som ejer vandrehjemmet, men døren står åben, så efter vi har overbevist os selv om, at vi da skal sove et eller andet sted og vores følelse af at det er sært bare at gå ind i huset, går vi ind. Det er stadig en mærkelig følelse af bare at være gået ind, som fylder os da vi går i seng. 


Hele natten larmer vinden mod huset. Sidst på formiddagen står solen op og farver bjergene omkring byen og gletsjeren i horisonten orange og lyserød. Jeg går en lille tur ud i det frostklare vejr og tager nogle billeder. Det blæser stadig, og jeg skynder mig tilbage til vandrehjemmet for at spise lidt morgenmad. 
Inden vi forlader Höfn drikker vi stærk stempelkandekaffe i en stor bjælkehytte bag ved byens svømmehal. De har lige åbnet, så vi er de eneste. Mens vi drikker kaffe går de to damer rundt og gør dagens salatbar klar: oliven, soltørrede tomater og feta – det virker helt malplaceret at støde på sådanne middelhavsingredienser her. 


Langs vejen ser vi rensdyr. Vi bliver alle helt vilde, "neeeej, rensdyr!", og vi stopper bilen og fotograferer på livet løs. 


Så når vi Jökulsárlón – selve trækplasteret og det der fik os til at ville køre helt herover! – en lagune hvor en isbræ kælver så der bliver fyldt med isbjerge i en flotteste blå farve. Da vi nærmer os bredden af lagunen har en masse sæler travlt med at svømme hen og se hvad vi mon er for nogle. De svømmer rundt, plasker i vandet, og det er svært at afgøre hvem der beskuer hvem, og hvem som er mest nysgerrig. Isen, sælerne, den blå himmel og solen gør det hele til en artisk og smuk oplevelse her ved søen med isbjergene. Vi går ud på kystens sorte sand, hvor tusindvis af isklodser i alle størrelser og former ligger og glimter i solen som ædelstene. Oplevelsen af at vandre rundt og betragte alle de fine stykker is gør os helt høje, og meget af tiden siger vi slet ingen ting til hinanden.


Herfra er der mange timers køretur tilbage til Reykjavík, mange oplevelser rigere, på kun 24 timer. 

Januarstorm

Det var så omsluttende mørkt da vækkeuret ringede i morges klokken syv. Jeg tændte for min orange lampes lys for at simulere solopgang, og tændte radioen for at høre musik og vågne op. Men sollyset fra lampen blev hurtigt trampet ned af radioavisen som lovede storm – eller rettere sagt – rapporterede om den igangværende storm, "som tager af i morgen". Hele natten har det sunget i altanernes jernbarrierer, en fængslende, klagende sang af rørenes forskellige toner, sat i gang af vinden. Det var jo faktisk smukt. Tænk engang: Stormens musik. Skolegangen er aflyst i tre byer på Sydlandet i dag på grund af storm; dernede ryger man op på halvtreds meter i sekundet – her farer vinden altså rundt med optil 180 km/t! Det er sandstorm dernede, og snekaos på Nordlandet. En anden nyhed fortæller om nogle kollegaer som måtte overnatte i en bjergtunnel i ly for uvejret udenfor, da de rent ud sagt blev fanget i fygningen hjem i nat.
Efter at have været nede i byen, spadseret gennem formiddagens mulm og mørke, satte jeg mig her på universitetet ned i kafeen for at nyde en kop kaffe og en klejne, mens jeg læste til dagens time i bøjnings- og orddannelseslære. Udenfor blev det gradvist lysere; på et tidspunkt tænkte jeg: "Så, nu er det i hvert fald lyst om en time" – skumringen varer så længe her, det tager en evighed at blive lyst. Men dagslyset kom aldrig. Da jeg gik til frokost klokken tolv var det ikke blevet lysere end tusmørkt. Grusstien over til kantinebygnigen havde forvandlet sig til en støvstorm, og jeg gik baglæns for ikke at få sandblæst øjnene. I den store, ret tomme hovedbygning brøler det dybt indenvendigt, når stormen rammer de store grå mure.

Solopgang

Det er i dét øjeblik hvor solens stråler kravler op over bjergene i øst og skinner ned i den sene formiddags iståge som ligger lavt over byen, at jeg står i vinduet. Røgen fra skorstenene stiger lige op denne formiddag, skinner orange i de første blændende solstråler. De højeste bygninger stikker op fra den gyldne tåge. Frosten glitrer på træerne og på jorden. Søen er frossen, ænderne glider. Kulden bider. Ude over mosen damper det fra vandet, svanerne står i silhuet og kaster lange skygger ud i disen.